Tilbage til Alle begivenheder

Rødder & Muld – et efterårsretreat om overgange, balance og jordforbindelse.


  • Stuebjergaard Refugium 19 Stuebjerg Alle Tisvildeleje Danmark (kort)

Når dette retreat finder sted, er vi i dagene omkring efterårsjævndøgn. En overgang og transition, som er mættet af sommerhalvårets lyse nætter og nu lader varsle om en roligere tid, som inviterer til at reflektere og kigge indad. Oplyste fra sommeren kan vi læne os ind efterårets skygge og stille ro. At dvæle og tillade at være til stede i mellemrummet mellem sommerens sol og vinterens hi.

I overgange findes både afslutningen og begyndelsen. Det ligger implicit i ordet overgang, at noget sluttes for at noget nyt kan begynde. Vi bevæger os fra et sted til et andet. En transition, som kan føles både bitter og sød, melankolsk, men også let og frisættende. Overgange kan være de faser i tilværelsen, vi har tendens til at ville overstå. At skynde os igennem. Måske fordi de, i deres natur, byder os ind i det uvisse, det der stadig er udefineret. På dette retreat vil vi invitere til, at du giver overgangene særlig opmærksomhed. Finde en ro i rummet imellem det erfarede og det som endnu ikke er levet. Lade tanken om en forestående mørkere tid lande som en mulighed til selv at dykke ind og ned, lade roen få greb i dig ovenpå sommeren, og bruge dagene her til at mærke, hvor dine rødder kan finde næring og hvad du skal tage med dig ind efterårets og vinterens tid.

Udover daglig yoga- og meditaionspraksis to gange om dagen – morgen og eftermiddag samt en kortere aftensamling – vil vi sammen undersøge det rum, der åbner sig, når vi praktiserer stilhed. Vi vil gå på meditationsvandringer i skoven, besøge havet og holde rum for hinanden i en cirkel, du kan fylde ud med tale eller stilhed. Du er holdt og støttet ligegyldigt hvad og der vil være masser af plads i løbet af dagene til at trække dig tilbage og fordybe dig i læsning, naturen eller tage en stille lur.

Vi bor på fine
Stuebjerggård med smukke Tisvilde Hegn som nærmeste nabo og 20 min. gåtur gennem skoven til stranden. Her er mulighed for både enkelt- og dobbeltværelse; se mere under booking.

Uanset om du er et sted, hvor livet føles overvældende, står ved overgangen til et livsvalg eller blot ønsker en selvkærlig og nærende pause fra hverdagen, er disse dage en mulighed for at dykke ned i dit inderste væsen – lytte til den stemme og de lavmælte ord, der findes i det nærværende rum. Har du spørgsmål, så send endelig en mail til
ceciliesofiesvensson@gmail.com eller fielindholm@gmail.com

Vi glæder os til at byde dig velkommen.

/ Cecilie & Fie

Note: Hvis vi har ikke-dansktalende deltagere med på retreatet, guides undervisningen på engelsk.

  • Morgen
    Hver morgen begynder med 90-120 minutters yogapraksis, hvor vi gennem bevægelse og åndedtræt, skaber varme, støtte og plads i kroppen. Vi lander afslutningsvis i en længere śavāsana, med god tid til, at morgenens praksis kan integrere sig kroppen inden vi samles ved langbordet til en nærende morgenmad.

    Eftermiddag
    Om eftermiddagen folder vi en restorativ yin-yoga praksis ud, hvor du kan lade kroppen restituere i lange åbnende stræk, stimulere organer, åbne og vække de subtile energibaner i kroppen (meridianer) og slippe alle idéer om at performe til fordel for en rolig, blød og kærlig tilgang til kroppen.

    Aften
    Hver aften vil der være en samling på ca. 30 minutter med enten en aftenmeditation, en guidet afspænding (yoga nidra), et lille ritual med mulighed for at sætte dine intentioner eller recitering af mantra. Disse samlinger vil læne sig op af dagens tema i yogapraksissen.

  • Delt dobbeltværelse
    5100 kr.
    Rabat: Er I to, der ønsker at dele værelse og booker jeres ophold sammen, er prisen 4900 kr. pr. deltager.

    Enkeltværelse
    6400 kr.

    Karmapladser *
    3500 kr.

    Priserne er pr. deltager og inkluderer kost, logi & 4-5 timers undervisning per dag.

    _

    Rater
    Det er muligt at dele betalingen op i rater. Du sender blot en mail med din forespørgsel til Fie eller Cecilie: fielindholm@gmail.com
    ceciliesofiesvensson@gmail.com.

    Afbud
    Depositum på 2000 kr. refunderes ikke. Ved afbud mere end 30 dage før retreatet refunderes pris minus depositum. Herefter refunderes betalingen ikke.

    * Karmapladser
    Der er to karmapladser til rådighed i delt dobbeltværelse. Karmapladserne betaler en reduceret pris, mod at hjælpe til i køkkenet, særligt opdækning og afrydning, løbende at lave te/kaffe, hjælpe med forefaldende mindre opgaver, og i det hele taget udgøre ekstra 4 hænder for underviserne. Karmapladserne er forbeholdt studerende, de der underlagt særlig lønvilkår såsom syge- eller dagpenge, som står uden job, eller på anden måde er mindre bemidlet. Hvis du ligger udenfor disse rammer, men føler du er kandidat til pladsen, send gerne en mail til Cecilie på ceciliesofiesvensson@gmail.com.

  • Retreatet bookes ved at sende en mail til Fie: fielindholm@gmail.com eller Cecilie:
    ceciliesofiesvensson@gmail.com med forespørgsel på værelsestype og betales via bankoverførsel:

    Reg: 2114
    Konto: 0724705375

    Skriv dit NAVN + E-MAIL + Efterårsretreat i overførslen.

    Din plads er sikret, når depositum på 2000 kr. eller det fulde beløb er betalt.

    Hele beløbet skal være betalt senest 1. september. Vi sender en kærlig påmindelse ud på mail, når tiden nærmer sig :)

  • Kost
    Der serveres nærende, velsmagende og vitaliserende måltider – hjemmelavet med kærlighed og gode råvarer. Maden er vegetarisk, med veganske og glutenfri optioner. Hvis du har allergener eller ønsker andre hensyn ift. kost, kan du sende en mail til
    ceciliesofiesvensson@gmail.com

    Logi
    Der er sengetøj, dyner og puder på værelserne. Medbring blot eget håndklæde.

    Yogaudstyr
    Der er yogamåtter, tæpper, blokke, bolsters, øjenpuder og remme til rådighed.

  • Stuebjerggård Refugium
    Stuebjerg Alle 19
    3220 Tisvildeleje

    Rejser du med det offentlige er Godhavn St. i Tisvilde den nærmeste station, hvorfra det tager ca. 10 min. at gå til Stuebjerggård.

 

Dine undervisere

Cecilie Sofie Svensson: For mig er yoga helt grundlæggende en måde at være i verden på. Det er fornemmelsen af at skabe tillid til mig selv som individ, at forsøge at være med både de styrker og svagheder, jeg som menneske indeholder. Den skærper min indsigt og bløder min forståelse op, så jeg kan se på mig selv og min omverden med ærligere og mildere øjne. I min erfaring kan yogaen hjælpe til at skabe et rum, hvor vi hver især opfordres til at kultivere større sensitivitet både fysisk og mentalt, og derigennem møde os selv og hinanden der, hvor vi ér – måske med et lidt mere åbent blik.

@ceciliesofiesvensson

Fie Lindholm: Jeg oplever yogaen som en terapeutisk rejse, der med sine metoder og filosofi kan støtte os i at finde plads til os selv og hinanden i vores fælles verden. Når jeg faciliterer yoga og meditation, ser jeg det som den fineste opgave, at præsentere hver praktiserende for en guiding, der inviterer opmærksomheden mod øjeblikket. For i øjeblikket – i nuet – findes et potentiale for at kunne forbinde sig til den indre visdom og vores heriboende ærlighed. En ærlighed, der frigør os fra idéer og forestillinger om, hvordan vi bør være og derimod skaber rum til simpelthen bare at være.

@fielindholm
@ease_inclusive

Forrige
Forrige
6. juni

Pure Joy! A summer retreat on the quality of joy, the obstacles we create around it and the sweetness of the surrender into it.